Af Esben Hjortdal Andersen
Draculas hjemsted er endnu engang fundament for en fortælling om fremmede tilflyttere i rumænske Cristian Mungius Kold Vinter. Som i sin Palme d’or-vinder 4 måneder, 3 uger, 2 dage (2007) viser han de personlige spændinger, der opstår, når et individ står overfor et samfunds strukturelle problemer. Denne gang mærker man samfundet som sin egen levende organisme med de defekter, der nu må følge med.
En kraftig skalle nikket til sin diskriminerende fabrikschef i Tyskland nødsager Matthias (Marin Grigore) til at vende snuden hjem mod sin landsby i Transsylvanien kort før jul. Her er dog ingen julefred at finde. Hans søn Rudi (Mark Edward Blenyesi) har mistet sproget til en forskrækkelse i skoven – noget som Matthias vil rette op på. Hans far er meget syg, og hans kone Ana (Macrina Barladeanu) har ikke meget til overs for ham på grund af hans affære med Csilla (Judith State).
Sidstnævnte hyrer et par srilankanere til sin bagerifabrik i mangel på arbejdskraft. Det bringer landsbyen i kog, og fremmedfjendskheden bobler op til overfladen. En ellers mangfoldig landsby bestående af ungarer, rumænere, franskmænd og srilankanere, hvor der bliver kommunikeret på mindst lige så mange sprog. Selv i (eller på grund af) det multikulturelle og flersprogede samfund, ligger xenofobien på lur som en sulten bjørn i skoven.
Kold Vinter skildrer den hykleriske forskydning af diskrimination, der sker i et samfund, som i forvejen har mange politiske, økonomiske, klasse-, sundheds- og kønsrollemæssige problemer. Landsbyen føler sig diskrimineret af Vesten, men diskriminerer selv folk af anden hudfarve end dem selv. Midt i det er Matthias.
Det føles som en form for slice of life, selvom plottet udvikler sig til en frustrationsrig affære for Matthias og landsbyen. Man bliver smidt ind i alle de førnævnte problematikker og mere til, og forlader filmen igen uden at få nogen løsninger på dem.
Det kommer til syne i de lange one-shots, som en Mungiu-film selvfølgelig ikke er foruden. I dem sker der så mange ting på en gang, at man må klæbe sig til skærmen for at få alle dynamikker mellem karaktererne med.
Ligesom i Bram Stokers Dracula (1897) forsamles landsbyen for at lukke op for deres fælles frustrationer. De frustrationer viser sig at være toppen af isbjerget. I filmen åbner denne lange scene sluserne op for alt det tilbageholdte i et skud; Matthias og Csilla, der subtilt holder hinanden i hånden, konens reaktion på det, venner der bliver til fjender, og hvordan interaktionerne udløser hinanden, som da Csilla stopper med at holde Matthias i hånden, efter han viser fremmedfjendskhed overfor srilankanerne. Scenen er en inkarnation af det mylder af spændinger og kontroverser, der hele tiden bliver kastet i hovedet på seeren.
Men hvad med kærligheden i alt det mylder? Det ikoniske soundtrack fra Wong Kar-Wais In the Mood for Love (2000) spiller Csilla så nydeligt på sin cello inden et besøg fra Matthias. De knivskarpe strenge skærer stadig i hjertet og forandrer synet på den maskuline Matthias, men melodien forvrænges, når den spilles til dette umage par. Et par der har svært ved kommunikationen trods de mange sprog.
Xenofobien kan til tider fremtræde karikeret. Men er det ikke også den følelse, man får i virkelighedens møde med det? Fremmedfjendskhed er uforståeligt. Det er den absurditet, som filmen formår at spidde.
Kold Vinter er en klassisk, socialrealistisk Mungiu-film, som med sit mylder af kontroverser inviterer til et godt blandet puslespil, der ikke er lige til at løse. Sikke en bittersød mundfuld.
Kommentarer